 |
At trække vejretOverordnede overvejelser om indåndingenIkke mange emner fylder så meget i stemmelitteraturen, som det at trække vejret.“Ned i flankerne” - “ Meget” - “Lidt” - “Udvid ribbenskassen” - “Til siderne” - “Bagud i ryggen” - “Føl indåndingen, som et stempel på bagsiden” - “Bliv tyk som en tønde” osv. osv. Alle disse udsagn er af undervisere blevet brugt ud fra overbevisning, tiltro til dets rigtighed og ønsket om at hjælpe. Og de har alle hjulpet mange sangere; og de har skabt bøvl for andre sangere. Man fristes, når man læser alle disse henvisninger om korrekt vejrtrækning til at koge det ned til det enkle : “Træk vejret; - det er godt”. Jeg har lyst til at brede diskussionen ud med nogen mere overordnede overvejelser. -- Hvad søger vi i indåndingen ? Det kan fx være 1.Hurtigt at genetablere muligheden for en ny støtterunde/ => talt- sunget frase 2.Etablere en parathed, der muliggør det kommende talte/sungne udbrud. 3.Bevare flowet i det overordnede udtryk => Indåndingen som en del af udtrykket. 4.Åbne op for eller bevare kontakten med de følelser o.a. som udbruddet lever af. 5.Frisætte stemmen til ethvert udbrud uanset lydstyrke, klangfarve eller tonehøjde. ----- Om 1-2-3-4 : At genetablere muligheden for en ny støtterunde kræver, at man hurtigt kan slippe støtteaktiviteten i støttemusklerne og lade dem vende tilbage til deres udgangspunkt. Dette kan foregå styret eller i et hurtigt slip: jeg fortrækker det ustyrede slip. Jeg ynder at sige : “Sang kan forståes som udbrud holdt over tid” Et udbrud som kan rumme både en tekstlig/betydningsmæssig og musikalsk dimension. At tænke i udbrud muliggør også, at kontakte, hvad man kunne kalde “noget oprindeligt.” Et udbrud kan være et stille “Pyh; jeg er træt” - eller et voldsomt fortvivlet “Hvorfor går du din vej .... ?” - og det kan tage udgangspunkt i dig helt personligt eller i en rolle. Det er min påstand, at vi kan finde en automatik - en ikke-styring ved at lade indåndingen tage udgangspunkt i det oprindelige - i udbruddet. Dette handler også om, hvad Cathrine Sadolin kalder naturlig støtte : Når vi trækker vejret, vil der efter indåndingen være et kort øjeblik, hvor der ikke er noget stort behov for at komme af med luften igen. Vi kan i dette punkt uden at bruge kræfter forsinke udåndingen ganske kortvarigt. Derfor kan vi også på bekvemme tonehøjder, klangfarver og lydstyrker lave en kort lyd, som vi ikke behøver at støtte aktivt. Støtten får vi så brug for, hvis vi vil forlænge denne lyd, og jo længere tid der går, jo mere aktiv støtte får vi brug for. Andre udbrud er af en sådan art - tonehøjde, lydstyrke, klangfarve - at den naturlige støtte ikke er nok til at sikre den ønskede præcision; jeg må bruge en vis mængde aktiv støtte allerede i den allerførste del af lyden. Og lige præcis her er det så, at jeg mener, at kan indåndingen selv, ved at tage afsæt i “det oprindelige” etablere den nødvendige aktive støtte; ja så er det ønskværdigt. Ønskværdigt fordi sammenhængen mellem det oprindelige afsæt, indåndingen og udbruddet her bliver optimalt, hvilket giver den bedste betingelse for at udtrykke sig og berøre andre. Det kunne faktisk være interessant at høre fra fx stemmearbejderne indenfor Voice Embodiment, om de har erfaring for, om for megen styring af indåndingen kan lukke af for det oprindelige udbruddets afsæt ? Eller forskellige kropsterapeuter ? ----- Om 5 : Min første sanglærer var en klassisk lærer. Vi arbejdede selvfølgelig derfor med en klassisk klang. For mit vedkommende en meget mørk lyd, som jeg egentlig aldrig lærte at flytte ind i. Denne lyd krævede fx en dybstillet strube. Da jeg senere fik lyst til at opdage, hvem egentlig Erik var som sanger, når jeg ikke var et postulat, havde jeg et mangeårigt bøvl med at finde en ny vane. En vane som jeg måtte bryde allerede i indåndingen, fordi det var der, jeg etablerede den mørke klangfarve. At lære at frisætte min klangfarve fra indånding var et arbejde, som tog mange år. Derfor er det også vigtigt for mig at frisætte stemmen fra vaner i indåndingen, således at afsættet fra “det oprindelige” samt selvfølgelig god træning kan tage over. Vi er alle forskellige. Nogen kan lide at trække vejret ind og mærke livets kræfter, andre puste ud og mærke den stille død i bunden af åndedrættet. Nogen er til meget luft, andre er til mindre luft. Nogen kan lide af have en stor mængde aktiv støtte i ansatsen, andre ikke. For mig er det rimeligt enkelt : Jeg tror, at jo mere, vi kan tage afsæt i “det oprindelige” jo mindre er risikoen for at forstyrre vores udtryk. Og jeg tror omvendt, at vi faktisk kan forstyrre vores udtryk med for megen styring i indåndingen ----- “Han stod to meter over jorden og så på den line, der var spændt ud mellem ham og den anden side. Han skulle over - havde aldrig gjort det før, men var fast besluttet på, at det skulle lykkes. “Forsigtigt nu” tænkte han. “Først min venstre fod, forfoden på linen, midterfoden, .. “ Bam !!! Han lå på jorden. Oppe igen. Han tænker sig grundigt om, og jo mere han tænker .... Bam !! Igen og igen ... Timerne går .. Han er faldet ned 27 gange ... Atter et forsøg. “Jeg må gøre noget andet... “ Han kigger over på den anden side “ Hvad er det nu jeg skal ? “ “Jo; jeg skal derover “ Og det gør han så .... ---- Billedet er fra Cathrine Sadolins Komplet Sangteknik |
