Sangundervisning-Sanglærer-Sangpædagog

Hvorfor snakke om funktioner..

.. fremfor registre

Kære sangere og kolleger

Jeg har siden mit oplæg om rytmisk sangundervisning/komplet-modellen haft lyst til at skrive om et emne, som jeg ganske enkelt ikke havde tid til på selve aftenen :

Hvorfor jeg foretrækker at benytte funktionstermerne
fremfor den mere “klassiske” register- terminologi.

Sangere og sangundervisere har langt tilbage i tiden været bevidste om, at der i stemmen fandtes forskellige overgange.
Man har kunnet mærke, at man sommetider for at skifte tonehøjde eller lydstyrke ligesom skulle skifte bane, - skifte over i en anden fornemmelse.

Går man sanglitteraturen igennem, finder man et udtryk som passagio, som præcis beskriver et passage-sted, et overgangssted, et sted, hvor man går fra et til noget andet.
Og man finder beskrivelser af, at dette overgangssted faktisk kan ligge på meget forskellige tonehøjder.

Den ædleste af alle sangøvelser messa di voce (1) er præcis øvning i at kunne skrue op og ned for lydstyrken uden at man kan høre overgangene; men kræver øvning, netop fordi, der faktisk er overgange.

Og jeg googlede lige “Voice Transistions” og fik ca 2.280.000 hits.

Så jo, der er overgange i stemmen .....

Til at beskrive de områder i stemmen, vi går fra og til i sang og tale, benytter man sommetider ordet register.

Vi møder ord som det dybe register; mellem register; det høje register. Ord som fuld-register, randgister og vi møder “The mixed register”. Og i videre i den klassiske terminologi findes der et væld af register-ord, som delikat og udsøgt beskriver forskellige klange i den klassiske stemme.

Og det er faktisk rigtig fint. For indenfor den klassiske tradition er der, trods mange forskellige skoler og idealer, alligevel en vis fælles forståelse for, hvad man taler om.

Mange af termerne indenfor den klassiske skole er ikke blot beskrivelser og rubriceringer
af tonehøjder og klang. De er også videnskabelige. Dvs. er bud på, hvad der rent fysiologisk sker med stemmen i pågældende tonehøjde eller klang.

Tiden går og anden stemmebrug end den klassiske fanger forskernes interesse. Folkesang og den rytmiske sangs mangfoldighed kalder på forskerne. Og her begynder balladen. For i stedet for at benytte nye friske termer til at beskrive stemmebrugen hos fx rock-sangere, så forsøger man at få de gode gamle klassiske termer til at give mening.

Det har ledt hen til en situation i dag, hvor jeg vil vove at påstå, at brugen af registerterminologien er blevet udvandet.

Register betyder i dag sommetider tonehøjde; til andre tider klangfarve; og sommetider det vi kalder stier/ funktioner.

Ydermere bliver mange af de rent fysiologiske termer for tiden alvorligt udfordret af den nyeste forskning.

-

Lad mig blive helt konkret og præcist forklare, hvorfor visse termer trænger til udskiftning.

I rytmisk sang sker det tit, at sangeren ønsker at forblive i en stemmekvalitet på højere tonehøjder end den klassiske konvention tilskriver.

Dette bliver beskrevet, som “at trække fuldregistret med op”

Dette er fysiologisk upræcist :

Fuldregister er en beskrivelse af stemmelæberne i deres fulde bredde. Forestil dig en elastik. Hvis jeg strækker den ud bliver den tyndere; gør jeg det ikke, forbliver den bred.
Fuld bredde er læbernes tilstand, før de begynder at strække sig ud; altså de dybe toner.

Men vi kan jo alle synge i mange forskellige lydstyrker i det dybe leje og i alle disse variationer af lydstyrke og klangfarve mødes stemmelæberne i fuld bredde. Så hvad er det, jeg vil trække med op ??

Fuldregister bruges i dag, som beskrivelse af en kraftig lyd i det dybe leje og det er fysiologisk upræcist, da fuldregister ganske enkelt er et toneleje - det dybe leje - hvor stemmelæberne ikke er begyndt at strække sig ud.

At trække fuldregisteret med op, er jo noget vrøvl: For i samme øjeblik jeg begynder at synge højere toner, begynder stemmelæberne at strække sig og mødes ikke længere i fuld bredde og er dermed pr. definition ikke længere fuldregister.

Så det er fysiologisk upræcist, at sige “At trække fuldregistret med op”

Men hvad værre er, at det også i praksis er for upræcist.

Fuldregister, som når Sanne Salomonsen synger den højeste tone i “Det er ikke det, du siger”

Fuldregister, som når Whitney Houston lægger fra land på “I will always love you”.

Fuldregister, som når Jennifer Holliday går amok på et F2 i fuld power i “And I am telling
you”

At kalde alle disse meget forskellige lyde for fuldregister er slet ikke præcist nok.

--

Om fuldregistrets modsætning, nemlig randregistret kan man anføre mange af de samme forbehold.

Rand betyder her det ene, at stemmelæberne er strukket meget ud; altså som en modsætning til fuldregistret

Jeg kan synge i alle lydstyrker i det høje leje. Rand er altså ikke kun en stille lyd.
Jeg kan ikke trække en rand ned, da det så pr. definition ikke længere er en rand.
Jeg må i det praktiske arbejde være mere præcis med mine ord, for at kunne have en ordentlig dialog med en sanger.

---

Mange snakker om at stemmelæberne skifter masse, når vi synger i forskellige lydstyrker :

Jeg ved ikke om teorien holder, eller om vi skal finde forklaringen andre steder; men jeg ved, at også her er det sprogligt noget rod, at vi blander en fysiologisk teori med forsøget på at beskrive lyd; specielt hvis vi holder fast i sammenblandingen med registrene :

Stille lyd => lille masse => rand og Kraftig lyd => større masse => fuldregister.

Denne sammenblanding af Register sprog og “masse” sprog kan virkelig gøre en fuldstændig forvirret; fx :

"Jeg kan trække min rand med ned"

Det rent sproglige problem er her, om rand betyder, at stemmelæberne er strukket helt ud eller om stemmelæberne mødes med mindre "masse".

Hvis det første, er det jo noget vrøvl at trække randen ned, da den så pr. definition ikke længere er rand. Hvis det andet, er et problem, at vi jo faktisk ikke er 100 % sikre på masseteorien.

Trods denne usikkerhed om "masse"-teorien medgiver jeg, at det kan give mening at forholde sig til :

Stille lyd => lille masse og Kraftig lyd => større masse

.. altså blande registrene uden for snakken.

Men hvorfor ikke finde et “ikke-ladet” ord, som er fri for fysiologiske teorier, som måske - måske ikke - holder i virkeligheden, til at beskrive den ændring af lydens kerne, som vi alle kan høre skifter karakter på forskellig lydstyrke.

----

Et andet register ord, som tit bliver brugt er “det mixede register” eller bare “mixet”.

Mixet er et forsøg på at beskrive en lyd, som “ligger imellem det fuldregistrale og randen”.
Måske kort beskrevet som “en mellemlyd”.

I praksis bliver “mixet” brugt forskelligt af forskellige undervisere.

Så også her er det helt nødvendigt at finde et mere klart og entydigt sprog.

I min artikel på min hjemmeside “Hvad er mixet ?” kan du læse mere om dette emne.

-----  

Forskellige forskere har set nødvendigheden af et nyt sprog. Jo Estill, denne pragtfulde gamle operasangerinde, der var langt oppe i 70’erne, da jeg mødte hende, var også den første jeg mødte, med et bud på en ny stemmemodel. En af hendes pointer var netop, at registerterminologien ikke længere kunne bruges i beskrivelsen af sang.

Og så er der så Cathrine Sadolin og hendes Komplet Sangteknik.  Ja; en provokerende titel; men husk at Cathrine siger, at komplet modellen beskriver veje til at synge indenfor alle genrer; men ikke de eneste veje.  

Jeg synes rigtig godt om Komplet modellen, fordi der for første gang hele tiden er overensstemmelse mellem modellen, hvad jeg kan høre, og hvad jeg kan mærke.

Og så benytter den sig i sit sprogbrug ikke af termer, som rummer en fysiologisk beskrivelse. Som fuld, rand, masse eller mix.

Jeg mener modellen giver et enkelt og samtidig omfattende billede af stemmen. Stemmens overgange forklares her som overgange mellem forskellige stier. Fire grundlæggende stier i stemmen, som Cathrine kalder funktioner; Neutral, Curbing, Overdrive og Edge

Masse-ordet er erstattet af ordet metal og der tales om tre grader af metal : ikke metallede lyde; halv-metallede lyde og hel-metallede lyde.

De tre eksempler på kvinders "fuldregistrale" sang kan dermed også præciseres :

Sanne - Det er ikke det du siger - Den høje tone : Er halvmetallet = Curbing i en ret talenær klangfarve.

Whitney lægger fra land på "I will always love you" : Er helmetallet; her overdrive i en ret mørk klangfarve

Jennifer Holliday skriger : Helmetal; her Edge i en meget lys klangfarve.

Og når folk snakker om mixet vil de næsten altid mene halvmetallet = curbing i fra talenær til lys klang med varierende mængder af twang. MEN ikke altid ......

For mig er Cathrines stemmemodel en daglig lejeplads, hvor jeg bruger ALT jeg har lært. Boltrer mig og finder præcision og frihed i et og samme.

Når vi synger, er enkelte sangere heldige; de har bevaret en dør, til det de kunne som barn. Og de har bevaret en fornemmelse for, hvordan de skal forme deres lyd for at slippe sundt fra dette oprindelige måske dybt varierede vokale udtryk; fra det helt stille til det effektfyldt skrigende.

Men vi andre mere dødelige har brug for bevidsthed og færdselsregler. Bevidsthed, så vi kan genetablere det tabte. Og så måske gå på scenen og opdage, at det hele ligger parat.

Parat til at udtrykke og bevæge.

Bl.a. derfor har vi brug for det præcise sprog

1 : Messa di voce (Italian, placing the voice) is a musical technique that involves a gradual crescendo and decrescendo while sustaining a single pitch. That is, a note is sung at a very quiet volume, gradually and smoothly made louder until it reaches a high volume, then similarly made quiet again. The technique can be used on many instruments, but is perhaps best known for its use among singers.

-------