Overordnede tanker om støtten

En diskussion om mave >< ryg

Jeg har et stykke tid haft lyst til at skrive lidt generelt som støtten; med udgangspunkt i de meningsforskelle, som jeg opfatter findes blandt stemmearbejdere.

Støtter vi bedst med udgangspunkt i forside eller bagside

Det er altid interessant at lade en teoretisk diskussion tage afsæt i virkeligheden og løfter jeg blikket fra papiret, ser jeg succesfyldte undervisere gøre forskelligt.

Ian Adam : Ian var meget forside, flanke og bækkenbundsorienteret. Et væld af forskellige fremragende sangere brugte og bruger hans støtteteknikker med stort udbytte. Andre med mindre udbytte.

Jo Estill : Jo er decideret rygmenneske og direkte mavefjendsk. Igen : Et væld af super sangere har med held brugt hendes teknikker. Andre med mindre udbytte.

Og sådan kunne jeg fortsætte med mange andre undervisere.

Der er derfor for mig, ingen ide i enten at være forside eller bagside orienteret. Det er ikke spørgsmål om forside eller bagside.

Det er et spørgsmål om hvem, hvordan og hvornår.

Hvordan :

At støtte handler om at styre luftstrømmen; dette vil praktisk have karakter af at forsinke udåndingen; - holde luften tilbage.

Vi kender alle til et godt gammeldags mavetryk. Vi har stået og står i kortimer og siger Sccch -- Sccchppp-- Sccchkkk og andre opfindsomme lyde og oplevet, hvordan dette voldsomme hurtige arbejde i bugen kan få en masse luft af sted hurtigt og effektivt.

Der er al mulig grund tilat være kritisk over dette arbejde, ganske enkelt fordi de dybe mavemuskler i dette arbejde mere kommer til at virke som pumpe fremfor “forsinke-udåndingen” - muskler.

Styring af luftstrømmen fra de dybe mavemuskler kræver en langsom og sej bevægelse, som ligger langt fra arbejdet og fornemmelsen i det gammeldags mavetryk.

Hvornår :

Det er min erfaring at forskellig lyd kræver forskellig støtte; groft kan dette deles op i at synge mod tryk eller ikke at synge mod tryk :

Forskellig lyd kan have meget forskelig modstand. Man har før brugt udtrykket; mere eller mindre komprimeret lyd. Men dels så involverer begrebet komprimeret lyd en ide om stemmelæbernes arbejde, som jeg ikke er sikker på holder i virkeligheden, dels oplever jeg, at en lyd, som nogen vil opfatte som komprimeret, egentlig ikke rummer den store modstand.

Så derfor arbejder jeg i stedet helt praktisk med lydens modstand.

En helt stille meget luftfyldt nærmest hviskende lyd rummer næsten ingen modstand, hvorimod en kraftig, helmetallet, meget twanget, distortet lyd rummer en stor modstand.

Jeg oplever helt klart, at jo mindre modstand i lyden, jo mere har man en fornemmelse af at holde luften tilbage. I dette arbejde mærker jeg mine rygmuskler og flanker meget tydeligt - og jeg har ingen fornemmelse af et aktivt træk i musklerne omkring navlen. Det betyder ikke at bugmusklerne ikke laver noget, men min fornemmelse af arbejde ligger mere i “holde-igen” musklerne.

Det er faktisk en interessant støtteoplevelse at se, hvor lang tid, jeg kan holde en så stille, luftfyldt lyd.

Helt modsat den kraftige helmetallede lyd.

Der kan jeg tydeligt mærke modstanden i lyden og jeg har i min støtte en fornemmelse af at skulle arbejde aktivt for simpelthen at få lyden “igennem modstanden”.

Dette arbejde ligger i et aktivt træk i musklerne omkring og under navlen; samtidig med et arbejde i ryg, flanker og evt solar plexus.

Det kunne faktisk være ret interessant at se, om der er en tendes til at klassiske kvindelige sangere mere er til bagside og klassiske mandlige sangere mere også er til forside. Det ville i hvert fald give mening, da vi jo i dag ved, at den kvindelige klassiske sanger synger primært i neutral og curbing, hvorimod den mandlige sanger også bruger overdrive og edge - lyde med lang større modstand.

Jeg tror på, at jo mere vi kan åbne op for, at støtten føles forskelligt ved forskellig lyd, jo større og righoldigere palet af lyde, vil vi som sangere have til rådighed i vores daglige arbejde.


Billedet er fra Cathrine Sadolins Komplet Sangteknik